Weekendens afdeling af Formel 4-mesterskabet på Ring Djursland blev afviklet på bare en enkelt dag. Den store vinder var Noah Strømsted, som i sin bare tredje løbsweekend endte med at løbe med tre heatsejre af tre mulige. Vel at mærke uden nogensinde at have kørt en meter på banen før.

Fra anden startposition i det første heat kom han snart forbi Mads Hoe, der med bare 0,02 sekund havde sikret sig pole position. Derefter så den københavnske kører sig ikke tilbage og passerede målflaget med halvandet sekunds forspring ned til Juju Noda.

Weekendens andet heat bød på intense dueller gennem hele feltet, hvor hele banens bredde blev anvendt. Flere gange var der både tre og fire biler ved siden af hinanden på vej gennem svingene, og der blev kæmpet hårdt om placeringerne. For Strømsted gjaldt det om at avancere fra den ottendeplads, som vinderen af det første heat får som ekstra udfordring. Og dén udfordring blev klaret til topkarakter; allerede efter første omgang var han på fjerdepladsen, og efter syvende omgang var han forreste kører i feltet.

– Det er første gang, jeg har måttet kæmpe så hårdt for at komme frem i feltet, men det var bare fedt. Det er rart at få et godt resultat med hjem efter sidste løb, hvor vi døjede med problemer med bilen, fortæller Noah Strømsted, som røber at han ikke er kommet sovende til det flotte resultat:

– Jeg har nok brugt godt og vel ti timer i simulatoren for at lære banen at kende, og så har jeg trænet en del op til også, så jeg følte mig egentlig ret klar i morges, selvom jeg jo ikke har kørt banen rigtigt før, fortæller han.

Mesterskabsfavoritten Mads Hoe havde til gengæld en hård lørdag på kontoret. Formel 5-køreren døjede med sygdom, og det kostede på præstationerne. Det kunne ikke ses fra morgenstunden, hvor han kørte sig til pole position, men et par meget sjældne skærmydsler på banen, heriblandt en delvist afrevet frontvinge, indikerede at ikke alt var som det burde være. Dagens udfordringer for Hoe betyder til gengæld, at mesterskabet i både Formel 4 og Formel 5-klassen først rigtigt afgøres til finaleløbet på FDM Jyllandsringen.

Weekendens debutant, Frederik Lund, havde en blandet oplevelse af sin første løbsweekend. Teenageren nåede dårligt at starte i de to første heat grundet en teknisk fejl på bilen, men i finaleheatet var fejlen fundet og Frederik kørte sig frem til ottendepladsen.

Flere kørere oplevede problemer på Ring Djursland. Ikke mindst William Wulf, som i første heat måtte udgå med et knækket baghjulsophæng, som sendte ham og Formel 4-raceren op på en græsvold ved siden af banen. På trods af begrænset tid til at få bilen klar igen lykkedes det FSP-mekanikerne at få bilen køreklar til andet heat. Her kunne Wulf på trods af en ikke helt velkørende bil køre sig til en femteplads, og i finaleheatet blev det til en tredjeplads.

– Det har været en irriterende weekend. Det var ærgerligt at udgå med et ødelagt baghjulsophæng i første race og skulle starte på bagerste række i det næste løb. Jeg er glad for at jeg kunne kæmpe mig frem i feltet i heat to og tre, og bortset fra baghjulsophænget synes jeg egentlig at bilen kørte godt, fortæller William Wulf.

Også Frederik Stenå måtte kæmpe med teknikken i den ene afdeling af mesterskabet, hvor tid er en mangelvare. Det lille team kom på hårdt arbejde med at fejlsøge på raceren, og i det sidste heat var han på banen igen.

Finalen i Formel 4-mesterskabet køres på FDM Jyllandsringen om to uger. Mads Hoe ligger godt i kampen om mesterskabet i både Formel 4 og Formel 5, men flere af konkurrenterne er klar til at give ham mærkbar modstand til det sidste.

Categories: Nyheder