Det har været længe undervejs, men nu sker det. Den danske banesportssæson går i gang ved Historisk Weekend på Padborg Park i den kommende weekend. Formel 4 er på programmet, og det med spændende deltagere tilmeldt.

Kun to af deltagerne fra 2020-sæsonen har valgt at tage et år mere i klassen. Både William Wulf og japanske Juju Noda følte, at den amputerede sæson i fjor efterlod dem uden den mængde erfaring, der skal til for at rykke videre, og derfor er de klar til en ny og forhåbentlig noget længere sæson i år.

Til gengæld er der friske ansigter i resten af feltet. Frederik Stenå er blandt debutanterne i klassen, og Ringsted-køreren har taget skiftet efter flere sæsoner i karting. Laura Lylloff er ligeledes blandt de nye navne i klassen, når hun debuterer i weekenden.

En enkelt erfaren herre får også sin formeldebut i weekenden. Peter Henriksen har allerede passeret de 40 år, men drømmen om at køre racerløb i en formelbil skulle realiseres – og mon ikke der nok skal komme fart på, trods alt?

Kendisfaktor skal der også til, og den leverer brazilianske Emmo Fittipaldi Jr. Som søn af den tidligere Formel 1 verdensmester Emerson Fittipaldi er der allerede meget opmærksomhed på Emmo, men fokus er på læring og forberedelse til en forhåbentlig flot motorsportskarriere.

Som i tidligere sæsoner er Formel 5-bilerne også en integreret del af Formel 4-feltet. Her er der gensyn med flere af kørerne, hvor sidste års mester, Mads Hoe, igen har selskab af lillesøster Mille og Jacob Bjerring. Sidstnævnte voksede med opgaven i løbet af den korte 2020-sæson, og fortsætter udviklingen kan det blive spændende at se hvor han ender.

Line Sønderskov er også tilbage til sin femte sæson i klassen, mens der til sæsonpremieren også er deltagelse af en helt ny banekører. Det er ingen mindre end Årets Kartingkører 2020, Mads Riis, som udnytter muligheden for at få lidt kilometer i benene, inden hans sæson i Danish Endurance Championship starter om få uger.

Weekendens program byder på tidtagning lørdag formiddag og tre heats der afvikles søndag.

Deltagere – Formel 4

#10 Juju Noda
#11 Frederik Stenå
#16 Peter Henriksen
#18 Laura Lyloff
#22 William Wulf
#77 Enmo Fittipaldi

Deltagere – F5

#7 Jacob Bjerring
#39 Line Sønderskov
#47 Mads Hoe
#56 Mille Hoe
#69 Mads Riis