I denne weekend skal Danmarksmesteren i Formel 4 findes. Det sker på FDM Jyllandsringen, og kun to kørere er tilbage i kampen om årets måske vigtigste mesterskab.

Uanset hvem, der løber med hæderen og kan føje et Danmarksmesterskab til sit CV, bliver det en særlig kører, der bliver kåret som Formel 4-mester 2021. Den ene er en erfaren herre – den anden ganske grøn. Fælles for begge kandidater er, at baglandet på alle tænkelige måder bakker op.

Mads Hoe har allerede inden finaleweekenden sikret sig titlen i Formel 5-klassen for andet år i træk og tredje gang siden 2018. På trods af en hård weekend på Ring Djursland for halvanden uge siden har han nok point til at være umulig at nå for teamkammerat Jacob Bjerring.

Ser man på Formel 5-klassen er det hurtigt tydeligt, at Hoe-familien fylder en del – på den gode måde, naturligvis. Familien fra Hadsten står bag en god del af deltagerne i klassen og gør hvad de kan for at hjælpe nye kørere i gang med klassen. Om det er mentorrollen eller bare det store erfaringsgrundlag som har gjort Mads Hoe til en dominerende faktor i klassen vides ikke, men farten kan man ikke tage fra ham.

Modsætningen til den førende Formel 4-kører er til at få øje på. Mens Mads Hoe er en relativt høj, leverpostejsfarvet racerkører, som har lært sit håndværk fra bunden, er rivalen i Formel 4 lav, mørkhåret og i besiddelse af en ganske kompetent læremester.

Mads Hoe (m.f.) fører Formel 4-mesterskabet med 40 point foran Emmo Jr. Fittpaldi (t.h.).

Emerson Jr. Fittipaldi er yngste søn af den brasilianske Formel 1- og Indycar-mester Emerson Fittipaldi, og han er ikke den første Fittipaldi, som har taget turen til toppen af international motorsport. Med Fittipaldi Sr. ved sin side har “Emmo” taget titlen som årets Formel 4 Rookie og kan med en målrettet indsats og en vis portion held fravriste det generelle mesterskab fra Mads Hoe på Jyllandsringen.

Med 40 point mellem de to rivaler – som i øvrigt synes vældig godt om hinanden – og 75 point at køre om i weekenden, skal den iltre brasilianer arbejde hårdt for at overtage førstepladsen.

Familiefejde på asfalten

Det bliver nok slet ikke så drabeligt endda, men i finaleweekenden får hele tre far-søn/datter-konstellationer banetid på FDM Jyllandsringen. Laura Lylloff får igen selskab af far Jan efter begges fravær på Ring Djursland, hvor Jan Lylloff havde travlt med sin historiske Ford Mustang ved Classic Race Aarhus. Peter Henriksen har endnu en gang følgeskab af sin datter, Michelle Henriksen, som er ved for alvor at finde fart i sin Formel 4-racer.

Sidst, men ikke mindst, får den stærkt kørende Noah Strømsted igen sin far som teamkammerat. Morten Strømsted deltog også i Formel 4-klassen ved Grand Prix Danmark, og nu kan han bygge videre på sine erfaringer med Jyllandsringen.

Det bliver også lidt i familien, når Frederik Stenå springer over det sidste løb for at lade sin kæreste, teamchef, chefmekaniker og mentaltræner, Ann-Sofie Degel, tage rattet for en stund.

Årets sidste Formel 4-løbsweekend byder også på en ny milepæl. Det bliver nemlig den løbsweekend, hvor der kommer flest Formel 4-biler til start nogensinde, når 12 biler plus Formel 5-feltet kører på banen til tre underholdende og tætte løb.

Løbene bliver vist live på Super GT Danmarks Youtube-kanal.

Categories: Formel 4