Der er næsten for mange muligheder at vælge imellem, når det første skridt ud af karting og ind i banesporten skal tages. Formelsporten giver i mange tilfælde mest værdi for pengene, når en racerkører skal formes og sendes afsted frem i rækkerne.

Siden FIA, det internationale motorsportsforbund, i 2013 introducerede Formel 4-konceptet som det oplagte første skridt fra karting mod Formel 1, har serien bredt sig til det meste af verden. I dag eksisterer der en lang række nationale F4-mesterskaber, som alle er præget af stærk konkurrence og vigtig udvikling af unge racerkørere.

Og fokus er netop på udvikling af kørernes færdigheder, for det er dem, som kan skabe den næste Formel 1-verdensmester om tre, fire eller fem år. Blandt andet tager den nationale løbsserie beslutning om, hvilken producent af chassis og drivlinje, der skal anvendes på alle seriens biler. Med ens materiel mellem hænderne er det opsætning og kørefærdigheder, som afgør løbenes udfald.

I Danmark har man siden den første sæson i 2017 brugt en fransk kombination af Mygale-chassis og en 1,6 liters motor fra Renault Sport. Det har vist sig at være en særdeles driftstabil løsning, for tekniske problemer har der ikke været mange af.

Set i forhold til legendariske baner som Spa-Francorchamps og Nürburgring er Jyllandsringen, Padborg Park og Ring Djursland måske ikke så imponerende, men ikke desto mindre giver de hjemlige baner et godt afsæt til de udenlandske baner. Her er plads til at få de grundlæggende køreteknikker på plads inden der skal arbejdes med højhastighedssving mod knivskarpe konkurrenter.

I det danske Formel 4-mesterskab er der en unik mulighed for at bruge en sæson på at lære køreteknikken bag rattet på en fuldblods racerbil og mestre overgangen fra karting, så et eventuelt udenlandsk eventyr ikke bliver forpurret af manglende erfaring.

Categories: Formel 4