Rask Ingemann Lambertsen er 43 år. Inden denne sæson havde han aldrig sat sig i en racerbil – ejheller en gokart. Altså lige bortset fra når han og vennerne gav den gas i den lokale gokarthal. 2018 skulle være året hvor Rask skulle prøve noget nyt. Han købte sig nemlig en Formel 5 racer, og tilmeldte sig Danmarksmesterskabet. Vildt vil nogen sige, friskt vil andre sige. Men når man nu har en drøm, så skal man jo også have lov til at gå efter den.

Rask bor til daglig i København, hvor han arbejder som lagerassistent hos en apoteksgrossist. Han er helt klar på at denne første sæson bliver med en stejl indlæringskurve, og at podiepladserne nok ikke tilgår ham. Missionen er derfor at lære, og at prøve at komme op i fart i forhold til den anden rookie i klassen. Han forventer først at være klar til at kæmpe med om placeringerne om 2-3 sæsoner. Der skal dog ikke være tvivl om, at processen skal nydes.

Uden erfaring med motorsport overhovedet er det nærmest umuligt at klare sig alene. Derfor har Rask også allieret sig med en masse erfaring. Imellem løbene står raceren hos Mads Hoe Motorsport, og det er også her Rask har til huse i løbsweekenderne. Her får han en masse sparring og hjælp til at køre, og skrue i bilen. Det er også herigennem Rask har fået kontakt til sin mekaniker Jacob Saabye Bjerring. Han hjælper Rask med alt forefaldende arbejde i løbsweekenderne.