Frederik Kikkenborg – #7

Endnu en rookie er at finde i Renault Formel 4 Danmark. Navnet er Frederik Kikkenborg. Han er 14 år og der er masser af fart på den unge sjællænder. Målet er at komme til at leve af sin sport. Og allerede nu, er han indlemmet i Team Danmarks talentgruppe, så der er nogen der har set at talentet er der. 

Frederik har som mange andre en fortid i gokart, hvor han har kørt OK Junior som det sidste – og med stor succes. Således blev det til en samlet 11. plads ved WSK Final Cup. Nu har han fået en enestående chance for at tage springet direkte ind i formelsporten. Han har nemlig indgået en aftale med Magnussen Racing Experience. Han var på Adriabanen tidligere på året for at teste bilen. Det gik så godt at han blev tilbudt at køre i sæson 2018 for teamet. Den chance greb Frederik med det samme, og han har efterfølgende været ude for at teste flere gange, sidst i weekenden op til første løb. 

Frederik er klar over at der er kamp om podiepladserne, men han lader sig ikke slå ud af den hårde klasse. Han er klar til at tage kampen op med de andre kørere, og stiler i første omgang efter rookiemesterskabet. 

Han føler sig rigtig godt tilpas i bilen, og er allerede nu godt forberedt til sæsonen. Det er blevet til en del træning i simulator udover testdagene med Magnussen Racing Experience. Nu er det alvor og Frederik er fuldstændig klar.

Du kan følge Frederik Kikkenborg HER: @FJKRacing